Indstil en gendannelsesnøgle for dit Apple‑id

En gendannelsesnøgle er en valgfri sikkerhedsfunktion, der hjælper med at forbedre sikkerheden for din Apple‑id-konto. Hvis du mister adgangen til din konto, kan du bruge din gendannelsesnøgle til at nulstille din adgangskode og få adgang igen.

Øg sikkerheden for dit Apple‑id med en gendannelsesnøgle

En gendannelsesnøgle er en tilfældigt genereret kode på 28 tegn, der hjælper med at forbedre sikkerheden for din Apple‑id-konto ved at give dig større kontrol over nulstilling af din adgangskode, så du kan få adgang til din konto igen.

  • Når du indstiller en gendannelsesnøgle, slår du Apples standardproces til kontogendannelse fra.

  • Du skal i stedet have adgang til en godkendt enhed eller din gendannelsesnøgle for at nulstille adgangskoden til dit Apple‑id og logge ind på din konto, hvis du mister adgang.

Dette giver dig større kontrol over dine metoder til kontogendannelse og kan være med til at forhindre en hacker i at få adgang til og overtage kontrollen over din konto. Men hvis du mister din gendannelsesnøgle og ikke kan få adgang til en af dine godkendte enheder, bliver du permanent låst ude af din konto.

Du kan indstille og bruge en gendannelsesnøgle i iOS 14 eller nyere, iPadOS 14 eller nyere eller macOS Big Sur eller nyere.

Indstil en gendannelsesnøgle for dit Apple‑id

Du kan generere en gendannelsesnøgle på en godkendt enhed, hvor der er logget ind med dit Apple‑id. Når du har genereret en gendannelsesnøgle, kan du også følge disse trin for at opdatere din gendannelsesnøgle og generere en ny.

Når du genererer en gendannelsesnøgle, skal du udskrive en kopi eller skrive den ned. Opbevar den et sikkert sted, så du altid har adgang til dit Apple‑id. Du kan give et familiemedlem en kopi af gendannelsesnøglen eller opbevare en kopi flere steder.

Før du indstiller en gendannelsesnøgle, skal du opdatere din enhed til den nyeste softwareversion.

Sådan indstiller eller opdaterer du en gendannelsesnøgle på iPhone eller iPad

  1. Tryk på dit navn i Indstillinger, og tryk derefter på Login og sikkerhed. Du skal muligvis indtaste adgangskoden til dit Apple-id.

  2. Tryk på Kontogendannelse.

  3. Tryk på Gendannelses­nøgle, slå Gendannelses­nøgle til, tryk på Brug gendannelsesnøgle, og indtast derefter koden til din enhed.

  4. Skriv gendannelsesnøglen ned, og opbevar den et sikkert sted.

  5. For at fuldføre indstillingen skal du bekræfte din gendannelsesnøgle ved at indtaste eller scanne den.

Sådan indstiller eller opdaterer du en gendannelsesnøgle på Mac

  1. Vælg Apple-menuen  > Systemindstillinger, og klik derefter på dit navn.

  2. Klik på Login og sikkerhed.

  3. Klik på Kontogendannelse.

  4. Klik på Administrer ud for Gendannelsesnøgle, og indtast derefter adgangskoden til dit Apple‑id.

  5. Klik på Slå til, klik på Brug gendannelsesnøgle, og indtast derefter adgangskoden til din Mac.

  6. Udskriv eller skriv gendannelsesnøglen ned, og opbevar den et sikkert sted.

  7. Klik på Fortsæt.

  8. Bekræft din gendannelsesnøgle for at fuldføre indstillingen.

Brug en gendannelsesnøgle

  • Hvis du vil ændre adgangskoden til dit Apple‑id, skal du bruge en godkendt enhed (med en kode eller adgangskode) eller din gendannelsesnøgle.

  • Hvis du ikke har adgang til en godkendt enhed, eller hvis du er låst ude af dit Apple‑id, skal du angive din gendannelsesnøgle for at nulstille din adgangskode og få adgang til din konto igen.

  • Når du ændrer yderligere oplysninger om dit Apple‑id (hvis du f.eks. tilføjer et godkendt telefonnummer), bliver du muligvis bedt om at angive din gendannelsesnøgle.

Slå gendannelsesnøglen fra

Hvis du ikke længere ønsker at bruge en gendannelsesnøgle, skal du følge trinnene ovenfor på din enhed og slå gendannelsesnøglen fra. Når du gør det, kan du bruge kontogendannelse til at få adgang til dit Apple‑id igen.

Gendannelsesnøgle og Avanceret databeskyttelse til iCloud

Når du slår Avanceret databeskyttelse til iCloud til, bruger størstedelen af dine iCloud-data end-to-end-kryptering, hvilket vil sige, at Apple ikke har de krypteringsnøgler, der er nødvendige for at hjælpe dig med at gendanne disse data. Du skal derfor indstille mindst én alternativ gendannelsesmetode – enten en gendannelsesnøgle eller en gendannelseskontakt.

Hvis du bruger Avanceret databeskyttelse og både indstiller en gendannelsesnøgle og en gendannelseskontakt, kan du enten bruge din gendannelsesnøgle eller din gendannelseskontakt til at få adgang til din konto igen.

Læs mere om Avanceret databeskyttelse til iCloud

Læs mere om gendannelseskontakter

Udgivelsesdato: